Dette er et uddrag fra bogen "Mine 100 første opgaver som iværksætter". Se mere om bogen her.
Kan du købe en virksomhed?
Vidste du, at du kan springe 90 % af opgaverne i denne bog over ved at købe en virksomhed i stedet for at starte en fra bunden? De færreste tænker nok over dette, når de drømmer om at blive selvstændige – måske fordi det lyder voldsomt at købe en hel virksomhed. Men det kan faktisk være en fantastisk måde at komme i gang på. Hvis du eksempelvis besøger Saxis.dk (en virksomhedsbørs for mindre danske virksomheder), vil du se hundredvis af virksomheder inden for alt fra webshops til produktion og service, der lige nu er til salg, mange af dem til under 100.000 kr. De fleste sælgere er kørt lidt trætte i projektet, eller deres livssituation har ændret sig, så de ikke ønsker at være selvstændige længere. Derfor handler det for dem mere om at komme af med projektet på en god måde frem for at tjene en masse penge, hvilket gør, at du sagtens kan finde en virksomhed til en god pris.
Et aktuelt eksempel: Min far har bedt mig om at oprette hans virksomhed til salg på Saxis. Han købte en webshop for nogle år siden og har kørt den mere effektivt end den forrige ejer, med en månedlig omsætning på omkring 20.000 kr. Nu da han er gået på pension og vil fokusere på andre ting, ønsker han at sælge virksomheden, inklusive navn, website, indkøbsaftaler og lager på ca. 30.000 kr. Virksomheden bliver formentlig sat til salg for 50.000 kr. Det er ikke en stor virksomhed, men ved at købe den er du i gang med det samme. Og når du køber en virksomhed, vil du ofte få oplæring i pakning, forsendelse, kundesupport og meget mere – alt sammen af den tidligere ejer, der har erfaringen.
Hvis du overvejer at gå denne vej, er der dog fire ting, du skal være særligt opmærksom på:
Køber du aktier eller aktiver?
Når du køber en virksomhed, kan du enten købe hele virksomheden, altså dens aktier eller anparter, eller dens aktiver. At købe virksomhedens aktier betyder, at du køber CVR-nummer, bankkonto, gæld, kontor, medarbejdere, forpligtelser og meget mere. Du køber alt, der er i virksomheden. Dette giver en større risiko, fordi der kan være kontrakter og forpligtelser, som du skal overholde. Så her skal du virkelig sørge for at undersøge virksomheden grundigt. Til gengæld er du sikret at få alt med.
Når du køber aktiver, køber du kun det, som I laver en aftale om, og flytter det over i dit eget CVR-nummer. Dette er oftere en langt mere simpel aftale, hvor du eksempelvis kun køber hjemmeside, lager, domæne og SOME-profiler, men ikke kontoret, printerne, kontorstolene og alt det andet, der også er ejet af virksomheden. Problemet her er, at aftalen kun omfatter de nævnte ting. Så her skal du sørge for, at alt, du skal bruge for at drive virksomheden, er skrevet ind i aftalen. Hvis du eksempelvis glemmer at tilføje Facebook-siden på listen over, hvad du køber, behøver sælger ikke overdrage den til dig, også selvom du ejer den virksomhed og det navn, der tidligere ejede Facebook-siden.
Når der er tale om små handler, vil jeg altid anbefale at købe aktiver, så er der mindre risiko for overraskelser. Og så skal du sørge for, at du køber de store værdier som lager, SEO-placeringer, webshop-system, nyhedsbrev, SOME-kanaler og leverandørkontrakter.
Hvilke kontrakter og forpligtelser overtager du ved køb?
Som kort nævnt herover er der kontrakter og forpligtelser, hvor du kan brænde nallerne. Dette er ting som huslejeaftaler, leasingaftaler, forsikringer og abonnementsordninger. Da jeg købte en virksomhed for fire år siden, overtog vi eksempelvis et kontor i Herlev, en leasingbil, fire telefonabonnementer og et CRM-system, der kostede 3.000 kr. om måneden. Det kan hurtigt løbe op, så du skal sørge for at gennemgå alle eksisterende kontrakter og vurdere, om det er aftaler, du ønsker at overtage.
Selvom disse kontrakter og forpligtelser kan virke som en hovedpine, er det i virkeligheden den største styrke ved at købe. For de fleste virksomheders pris sættes ud fra, om de laver overskud. Den virksomhed, vi købte for fire år siden, lavede intet overskud, men så snart vi havde opsagt bil, kontor, telefoner, CRM-system, dyre websites og dårlige konsulenter, lavede den pludselig 300.000 kr. i overskud om året, alene på at skære dårlige omkostninger fra.
Sørg for juridisk bistand i processen
Det kan virke voldsomt at hyre en advokat for en virksomhed, der måske kun koster 50.000 kr., men det kan spare dig for store problemer senere. En advokat kan sikre, at alle nødvendige dokumenter er i orden, og gennemgå punkter som: Er der igangværende søgsmål eller potentielle retssager mod virksomheden? Har lageret den værdi, som sælgeren oplyser? Hvilke aftaler og ansættelseskontrakter følger med virksomheden? Skal pengene først overføres efter overtagelse, så du har tid til at se alt igennem?
Hvis du køber via Saxis, får du adgang til en købsaftale-skabelon, som dækker de fleste standardforhold, men en advokat kan hjælpe dig med at tilpasse den til netop din situation.
Vurder virksomhedens omdømme og brand
Hvis virksomheden har et dårligt omdømme som f.eks. en lav Trustpilot-score, kan det være værd at overveje at ændre navn. Et negativt ry kan være svært at ændre, og i nogle tilfælde er det lettere at starte på en frisk. Hvis brandet har et godt ry og et loyalt kundesegment, kan det dog være en stor fordel for dig som køber.
Lyt til din mavefornemmelse
Der er rigeligt med virksomheder, man kan købe, så hvis din mavefornemmelse siger dig, at personen, der sælger, ikke er til at stole på, skal du virkelig lave din research ordentligt og kraftigt overveje at springe fra.
Dette er blot 1 af de 100 første opgaver du skal i gang med som iværksætter
Hej, jeg hedder Nick, det er mig på billedet. Nøøøj hvor jeg bare bladre i den der bog, sikke vigtig jeg er... Anyways, jeg er iværksætter og dybt afhængig af at starte virksomheder. De sidste 10 år har jeg startet 8 og investeret i 16. Jeg elsker at være selvstændig, og jeg er overbevist om, at alle kan blive det. Det er faktisk ikke særligt svært.
Det sværeste er i virkeligheden at vide, hvor man skal starte. Så det har jeg løst for dig. Jeg har skrevet bogen "Mine 100 første opgaver som iværksætter", fyldt med noter fra mine sidste 10 år i iværksætteri.
Så hvis du kan lide indholdet og tonen, så hop til forsiden 100opgaver.dk og læs mere om projektet
Jeg har delt 10 af de mest søgte spørgsmål om iværksætteri som blogindlæg. Du kan læse dem her: