Dette er et uddrag fra bogen "Mine 100 første opgaver som iværksætter". Se mere om bogen her.

Forretningsplan og budget: Hvordan du realistisk planlægger din virksomhed

Ah, forretningsplanen og budgettet. Dokumenter, som er vigtige for nogle (bl.a. banker), men som de fleste selvstændige ofte betragter med samme entusiasme som en tandlægetid. Hvis du er en af dem, der virkelig skal imponere en bankrådgiver eller hente en større investering, kan jeg varmt anbefale at tjekke 100tasks.com af Martin Bell. Jeg har ikke selv dykket ned i hans kurser, men det viser sig, at vi har haft en lignende tanke. Hvor min guide er tænkt som en meget praktisk to do-liste, kigger Martins i højere grad på forretningsmodellen. Så hvis dette er vigtigt for dig, så tag et kig på hans hjemmeside.

Men hvis du er mere til den pragmatiske tilgang, er der kun én ting, jeg vil insistere på: Lav et budget.

Et budget er som en ærlig ven, der fortæller dig, hvad du helst ikke vil høre. Det tvinger dig til at se de udgifter, du ikke havde forudset, og til at regne ud, hvor mange kunder du skal have hver måned, og hvad de skal betale for at dække alt fra husleje til din egen løn. Jeg har lavet en skabelon til dig, som du finder via linket, jeg nævnte i starten af bogen. Her har jeg i Excel-arket tilføjet et kort spørgeskema, der hjælper dig med at udfylde budgettet. Dette budget kan også bruges til banken, når du skal oprette en firmakonto. Alternativt findes der masser af skabeloner på nettet.

Og så et lille trick: Når dit budget er færdigt, så halver din forventede omsætning, og fordobl dine omkostninger. Hvis det stadig hænger sammen, er du formentlig tættere på virkeligheden. Vi har lige været igennem denne øvelse med Arara, et Amazon-bureau, som vi har investeret i. Det første budget, vi lagde, viste, at investeringen ville være profitabel efter et par måneder. Hvilket næsten altid er for godt til at være sandt. Vi havde snakket med alle de virksomheder, vi kendte, med gode Amazon-produkter og fortalt dem, at vi ville starte et bureau. Resultatet var, at de fleste var klar på at skifte til os, når vi lancerede, hvorfor der som sådan ikke var noget galt med vores budget. Men det går aldrig så nemt, som man forestiller sig, så vi halverede omsætningen og fordoblede udgifterne. Nu er virksomheden fem måneder gammel, og det viser sig, at mange af vores potentielle kunder slet ikke havde tid til at kigge på Amazon, fordi de stod midt i Black Friday og julesalg. Samtidig viste det sig, at der var så meget arbejde med at onboarde de kunder, vi lavede en aftale med, at vi har været nødsaget til at ansætte hurtigere end forventet. Så både vores omsætning og omkostninger viste sig ikke at holde vand i forhold til vores første budget. Vores konservative budget (hvor vi havde halveret omsætning og fordoblet udgifter) var meget tættere på virkeligheden. Simpelthen fordi vi har det med at overvurdere, hvor meget og hvor hurtigt kunderne køber, og at glemme halvdelen af udgifterne.

Når budgettet er lavet, så gennemgå det med nogle, der kender din branche.

Hvis du ikke har meget erfaring som iværksætter, har du formentlig gættet en del, mens du har udfyldt dit budget. Derfor vil jeg anbefale, at du finder nogle i branchen, nogle, der har startet en virksomhed før, en revisor el.lign., som du kan give en frokost og gennemgå budgettet med. Dette vil formentlig lede til en rigtig god samtale om udgifter, omkostninger og salgsmoms.


Dette er blot 1 af de 100 første opgaver du skal i gang med som iværksætter

Nick Irwin Hej, jeg hedder Nick, det er mig på billedet. Nøøøj hvor jeg bare bladre i den der bog, sikke vigtig jeg er... Anyways, jeg er iværksætter og dybt afhængig af at starte virksomheder. De sidste 10 år har jeg startet 8 og investeret i 16. Jeg elsker at være selvstændig, og jeg er overbevist om, at alle kan blive det. Det er faktisk ikke særligt svært.

Det sværeste er i virkeligheden at vide, hvor man skal starte. Så det har jeg løst for dig. Jeg har skrevet bogen "Mine 100 første opgaver som iværksætter", fyldt med noter fra mine sidste 10 år i iværksætteri.

Så hvis du kan lide indholdet og tonen, så hop til forsiden 100opgaver.dk og læs mere om projektet

Jeg har delt 10 af de mest søgte spørgsmål om iværksætteri som blogindlæg. Du kan læse dem her: